Træværk

Rengøring og vedligeholdelse af udvendigt træværk

Fejlagtigt tror mange, at gamle døre og vinduer kræver mere vedligeholdelse i forhold til nye. Dette er dog ikke tilfældet, og ofte er gamle døre og vinduer af træ fremstillet i høj kvalitet, og derfor mere robuste. Ældre vinder er ofte lavet af kernetræ, der har et højt indhold af harpiks, der er med til at konserverer træet, og jo spinklere vindueskonstruktionen er, jo hurtigere vil den også tørre efter regn. Uanset alder, skal alt træværk holdes ved lige, og du bør en gang årligt tjekke op på træets tilstand. Tjek træværket efter en periode med tørvejr, så træet har fået mulighed for at tørre. Under gennemgangen skal du være opmærksom på træets udseende, træets generelle forfatning, og om hvorvidt det trækker ind, eller om døren og vinduer binder. Træ der efterlades ubehandlet over en længere periode, vil langsomt blive nedbrudt, og vil typisk være ekstra udsat over for insektangreb, fugtophobninger, råd og svamp.

Tjek dit træ

En syl er ideel til at undersøge dit træværks helbred
En syl er ideel til at undersøge dit træværks helbred

Anvend en syl, eller anden spids genstand, og tryk den let ind i træet. Alt efter hvor dybt du kan stikke sylen ind, kan du vurdere om der er tale om sundt træværk, om det er nødvendigt med mindre reparationer, eller om der ikke er andet at gøre end at skifte træværket ud. Kan sylen let presses mere end 3 mm ind, er det tegn på råd. Er du i tvivl, kan du med fordel anskaffe eller leje en fugtighedsmåler. Sundt træ bør ikke have en fugtprocent på mere end 20 %, målt efter en periode med overvejende tørt vejr.

Når du tjekker glaslisterne omkring ruderne, kan du i samme omgang efterse tætningslisten. Vær især opmærksom i bunden af vinduet, da utætheder her, vil føre vand ned i bundstykket, hvorved råd har optimale vækstbetingelser. Vær ligeledes opmærksom på, at det ikke er muligt for vand at trænge ind omkring samlinger og inddækninger.

Farven på træværket vil ofte afsløre om der er behov for vedligeholdelse. Påfør træbeskyttelse på træ der er begyndt at lysne. Overflader med grå, hvide eller sorte skjolder bør skiftes snarest, da dette er tegn på svampeangreb.

Det kan være fristende, at bruge en højtryksrenser, når du rengør dit træværk. Vandet vil dog blive presset gennem træet, hvilket vil medføre svamp og råd på bagbeklædningen. En god mængde knofedt, og en hård børste eller gulvskrubbe, er den eneste rigtige løsning.

Ægte dovenskab er at gøre tingene rigtigt første gang